Udfordring: 100.000 skridt og et marathon

I sidste uge lagde jeg en udfordring op på Instagram. Jeg ville gå 100.000 skridt på en uge.IMG_0887
Jeg kom lige præcis igennem med 100.122 skridt ;) Udfordringen havde jeg givet mig selv, fordi jeg lige nu forsøger at gå mange ture. Og tal er og blivet en god motivationsfaktor for mig. Og hvorfor vil jeg så gå lidt ekstra ture?

Min kære far skal jo løbe Copenhagen marathon den 22. maj og jeg løber sammen med ham. Det er en beslutning jeg først endeligt tog for to uger siden. Forklaringen er nok lidt lang og kringlet. Men kort fortalt, så har jeg droppet mit eget mål om at løbe marathonet til tiden 3.45, da min gamle skade desværre begyndte at vise sig for nogle måneder siden.

Skaden denne gang var slet ikke slem, men for to år siden betød den en løbepause på mange måneder, så derfor er jeg ekstremt påpasselig og droppede derfor alt løbetræning, da jeg kunne mærke den en lille smule. Jeg har siden gået en del til massør/fys, strukket min læg ud, brugt foamroaller, drukket ingefærshots dagligt, taget ingefær/gurkemeje-tabletter og skiftet til nogle andre magnesiumpiller. Jeg fandt for kort tid siden ud af, at det højst sandsynligt skyldes en meget belastet lægmuskel (der konstant var ved at gå i krampe i dags- og nattetimerne), der trækker der hvor min skade var. Og denne store belastning af min læg skyldes noget SÅ ÅNDSSVAGT som at min saddel på min cykel sad for højt! Og det er altså mine cykelture til og fra uni, der har belastet min læg og ikke mit løb… Nå, men altså. Jeg er så startet op med løb igen og det går bare så fint. Lige nu løber jeg dog kun ture på 5-10 km, men har som sagt besluttet at det er realistisk at løbe marathonet med min far.

Det kan måske lyde som jordens dårligste idé ift skadespotentialet. Men her skal det nævnes, at min fars mål er at komme ind til tiden 5 timer, hvilket betyder at jeg skal løbe et meget langsommere tempo end normalt – og det er ikke nær så belastende for led og muskler. Desuden løb jeg inden min skade omkring 40 km/uge og 16-20 km ture hver weekend og så har jeg tidligere gennemført to marathon. Min krop er derfor vant til løb og har prøvet den lange distance før. Hvis jeg kan mærke, at kroppen ikke kan holde til det på dagen, så udgår jeg selvfølgelig fra løbet.

Så grunden til at jeg går ekstra mange ture nu er at jeg vil forberede min krop på mere belastning. Skadesrisikoen ved at øge løbet meget pludseligt de sidste tre uger op til og så slutte af med de 42,2 km er meget større end hvis jeg ikke laver denne ekstra løbebelastning op til.

Jeg beklager hvis teksten blev meget kringlet. Det er bare vigtigt for mig, at understrege at et marathon er ikke noget man bare lige gør og hvorfor jeg mener at min beslutning om at løbe er forsvarlig :)

Den kommende uge er mit mål 110.000 skridt – er der nogen af jer, der er klar på den udfordring? :D

IMG_0880

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

One thought on “Udfordring: 100.000 skridt og et marathon

  1. jeg tør godt tage udfordringen op med skridtene. Jeg er på barsel, hvilket jo er en “fordel” når det gælder om at få skridt på tælleren. Sidste uge gok jeg lidt over 100.000 skridt. Med er dagligt gennemsnit på 15.000 skridt og det endda oveni jeg ikke fik talt min tur i fredags. Det gode vejr gør meget godt for humøret til at gå.

    Håber du når det, er spændt på at se hvor mange km det er når man løber dele af dem.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *