Sund Mums

I kender sikkert allerede denne blog og hvis ikke, så tror jeg nok lige jeg har reddet jeres dag! Sund Mums, som du finder lige her er den fineste madblog jeg længe har set. Der er kræset om billederne og opskrifterne er både kreative og lækre. Benedikte, som har bloggen, har mange fødevareintolerancer, som  gør at hendes opskrifter ikke indeholder gluten, komælk, sukker og gær.
Jeg har lavet en lille collage med nogle billeder fra hendes blog, så I kan få jeres et lille indtryk af stemningen derovre :)

Men, men, men… det bedste af det hele er faktisk hvis I går ned og kigger under collagen! :) Benedikte har nemlig været så sød, at svare på et par spørgsmål som jeg stillede hende.

Interview med Sund Mums:

Hvis du skulle sætte tre ord på din blog, hvilke tre ville det være?
Pudsigt spørgsmål, eftersom jeg selv tidligere har sat fire ord på den selv: Mad og fotografi – sundhed og allergi… Går det an? ;)

Hvad motiverer og inspirerer dig til en sund og aktiv livsstil?
At jeg kan mærke, når min krop kører på fuld kraft, når den får det rigtige brændstof og nok motion – det gør det hele værd, når man nogle gange bare mangler motivationen til at træne eller bare har brug for det sukker… Selvom det nogle gange får overtaget, men så skal man bare acceptere det, som det er og ikke hamre sig selv i hovedet, for man kan også have brug for at springe over, hvor gærdet er lavest, en gang imellem.

Du skriver på din blog, at du har dyrket gymnastik siden du var 3 år gammel. Hvor ofte træner du og dyrker du andre former for motion udover gymnastik?
Gymnastik har altid været en del af mit liv og senest er dans også blevet tilføjet til interessefeltet. Derudover er yoga virkelig god træning, og jeg elsker svømning, selvom jeg desværre ikke får praktiseret det for tiden.. Og så løber jeg, selvom det ikke er favoritaktiviteten! Jeg træner nok egentlig på en eller anden facon hver dag, selvom det lyder så superfriskt, når man siger det på den måde. I hvert fald 4 gange om ugen, om det så er det et kvarters løb eller solhilsen eller to timers gymnastiktræning.

Hvad finder man altid i dit køleskab?
Frisk lime, chili og ingefær – den kombi kan man ikke gå falt i byen med. Derudover rismælk, rød snackpeber og mit fibernøddebrød med gulerødder.

Hvilket måltid er dit yndlings?
Uh, det er svært. Alt, hvad der er thai-relateret eller indeholder kokosmælk er en favorit.

Hvordan påvirker dine madallergier din dagligdag? Hvad gør du i fht. restaurantbesøg, fællesspisninger osv.?
I dagligdagen er det nemt, fordi man har sine rutiner. Ift. restaurantbesøg, familiemiddage og fællesspisninger, der er jeg jo så “heldig”, at jeg har fødevareintolerancer og ikke allergier, hvilket vil sige, at jeg godt kan spise de ting, som jeg ikke kan tåle, med måde. Men man kan jo stadig bruge sin fornuft og undgå de værste ting :)

Har du et godt råd eller et godt tip til hvordan man holder fast i en sund livsstil?
At acceptere tingene som de er: Ja, man er nødt til at træne på en eller anden måde for at komme i form og ja, man er nødt til at ændre sine spisevaner, hvis man vil give den det optimale at køre på. Men accepter det, lev med det og få det til at fungere for dig selv og ikke nødvendigvis sådan, som andre mener, at det skal være. Og gør det.

Tak til søde Benedikte for de gode svar :)
I finder hendes fine blog her

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

3 thoughts on “Sund Mums

    • Havde sat et link ind på ordet her i sætningen: Sund Mums, som du finder lige her er den fineste madblog jeg længe har set.

      Men har lige tilføjet det allernederst også :)

  1. Pingback: KRYDDERIKOGEBOGEN “LEV STÆRKT” + INDISK KARRYRET MED KYLLING OG SPINAT PLUS GOBI MASALA « SUND MUMS

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *