Når det hele vender 180 grader

Jeg var lige kommet ind i sådan en god rytme. Jeg lavede lækre og sunde madpakker til de lange dage på studiet, jeg trænede regelmæssigt, spiste (næsten) ikke slik, kage osv. og vægten var nedadgående. Og så skete der det med forholdet. Først mistede jeg fuldstændig appetitten – faktisk til stort set alt mad, lysten til træning forsvandt og de mange tårer udmattede mig fuldstændig og gav mig blot lyst til bare at sove dagene væk. Da appetitten kom igen, så skal jeg ellers lige love for at sukkertrangen også meldte sin ankomst. Så jeg har hele sidste uge nydt både hindbærsnitter, Othello lagkage, masser af bland selv slik og ikke mindst chokolade. Og resten af mine måltider (hvis ikke de bestod af førnævnte – oh yes, en dag bestod min aftensmad af en hindbærsnitte) har bare været fyldt godt op med masser af lækre kulhydrater (selvfølgelig så hvide og hurtigtoptagende som muligt). Men ved I hvad? Jeg synes det er fuldstændig i orden og har absolut ikke snærten af dårlig samvittighed. Jeg tillod også mig selv at holde 100% fri fra træningen hvis ikke jeg gad afsted. En sådan uge har været lige det jeg har haft brug for. For helt ærligt, så er jeg møghamrende ked af det. Vi bor stadig sammen og kan heldigvis fint snakke osv., men uanset omstændighederne så er et break up bare aldrig sjovt.

Jeg har en travl hverdag for tiden. Min personlig træner eksamen er allerede på søndag, studiet kører på fuld tryk og jeg har brug for at være skarp, klar i hovedet og have energi i løbet af dagen. Derfor har jeg besluttet at min sukkerfest må stoppes. Og det skal selvfølgelig ske på en mandag. I ved, ny uge, ny start – det kan man jo kun gøre en mandag ;)

Så jeg har spist (nogenlunde) fornuftigt i dag (og husket at få grøntsager igen) – ingen sukker – og hold nu fast, jeg har også trænet! :) Der var selvfølgelig fuldstændig proppet i træningscenteret, for alle har jo dårlig samvittighed på mandage og skal træne weekendens syndere væk.

Så planen er nu at jeg bare vil sørge for at få så nærende mad som muligt, så jeg har mest mulig energi i løbet af dagen (og undgå at mit blodsukker stikker helt af for derefter at styrtdykke). Og at træning kun er noget jeg gør når lysten er der. Oveni alt det her har jeg desværre også måtte vinke farvel til min gamle træningsmakker, Susan. Hun har købt hus i Horsens, så den daglige træning kommer vi desværre ikke længere til at have sammen :( Det har fået mig til at tænke godt og grundigt over at skabe mig et mål, der kan holde min motivation høj nok til at komme ud af døren når ikke der er en sød makker, der står og venter. Målet er fundet og træningen i dag var både udfordrende, sjov og pisse hård :) Skønt at finde ud af at jeg faktisk sagtens selv kan presse mig helt ud til fuldstændig udmattelse.

Så det er sådan landet ligger her. Jeg tror dette er bloggens første billede-løse indlæg, men helt ærlig, så kunne jeg bare ikke komme i tanke om noget som helst passende. Måske en hindbærsnitte? ;) Men den var jo for pokker allerede spist.

 

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

4 thoughts on “Når det hele vender 180 grader

  1. Åh, hvor er det trist Tine :-( … er ked af det på dine vegne, men sejt at du formår at hive dig selv op trods alt. Træning er en god ven, når man er ked af det … om man så får trænet igennem eller bare en lille smule … alene det at man kommer afsted *thumbs up* … Krydser fingre for din eksamen på søndag, og så håber jeg at der er nogle lyspunkter du kan holde fast i, så du kommer rimelig helskindet gennem bruddet.
    Trøsteknus herfra :)

    • Tusind tak for din besked Connie. Ja, det er bare rigtig trist, men der er heldigvis masser af lyspunkter jeg kan holde fast i :)
      Træningen er og har altid været min gode ven, derfor passer jeg også godt på den :) Og især derfor træner jeg ekstremt lystbetonet for tiden. Det må ikke blive en sur pligt for den hjælper mig på så mange positive punkter.
      Tak for de krydsede fingre og ikke mindst din søde besked :)

  2. Tine, jeg har sådan lyst til at give dig en kæmpe krammer! Det er så overvældende og udtrættende at gå i gennem et break-up, og selvfølgelig går det ud over overskuddet – især når du ovenikøbet er startet på nyt studie, tager ekstra uddannelse og skal ind i en ny rytme uden træningspartner. Jeg vil egentlig bare sige, at selv når du oplever så meget modgang, er du inspirerende. Du skal i hvert fald nok komme tilbage endnu stærkere er jeg sikker på :-)

    • Den kæmpe krammer må jeg have til gode :) Vil i hvertfald gerne have den!
      Og tusind tak for den fine, fine ord. Jeg kæmper med næb og klør for at få det hele til at hænge så godt sammen som overhovedet muligt :) Det håber jeg lønner sig i sidste ende :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *