Min fars første marathon

156 løbetræninger. Så mange har min far været igennem det sidste år. Altsammen for at han den 22. maj skulle stå klar ved Islands Brygge kl 9.30 når startskuddet til Copenhagen marathon ville lyde. Om han så var klar den 22. maj?!

Han var mere end klar! Han var faktisk så spændt, at da klokken var 6.30 og vi skulle mødes til morgenmad på hotellet, ja der havde han været i bad, fundet alle ting frem og manglede faktisk bare at spise. Jeg selv var lige trillet ud af sengen, hoppet i noget hyggetøj og taget en elastik i håret fordi jeg ikke orkede at børste det. Jeg var lidt træt ;)

Da klokken er 8.30 står hele min familie klar – både min højgravide søster (som heldigvis ikke gik i veer på turen), min lillebror og mor var med. Vi finder nemt en parkeringsplads og min far han hopper og danser hele vejen hen til startstregen af bare spænding. Vi får taget ovenstående billede, hvor vi undervejs må tørre et par våde øjne. Glædestårer fra min fars side.

Vi blev inden løbet interviewet til Jyllandspostens weekend sektion, hvor min far nævner, at han “håber på en dag med godt vejr – dog ikke for varmt.” Vejret var fantastisk – men MEGA varmt og lummert. Vi havde inden løbet sørget for at få rigeligt væske samt elektrolyt-tabletter og så havde vi aftalt at jeg løb med en drikkedunk hele turen, for at sikre at vi ikke ville dehydrere undervejs.

Det første halvmarathon klarede min far med kæmpe overskud og på en hurtigere tid end tidligere. Jeg var meget opmærksom på om han nu kunne holde til tempoet og vi holdte konstant øje med hans puls. Det kørte bare. Vi fik masser af væske undervejs og timingen af gels var spot on. Min fars oprindelige mål var under 5 timer. Vi løb de første 21,1 på 2 timer og 13 minutter. Så vi var i rigtig god tid! :)

Da vi når omkring 26 km, skal min far tisse. Det finder han heldigvis hurtigt et muligt sted, men dette er første gang min far prøver at stoppe op under et løb. I hans træninger har han aldrig tisset undervejs, stoppet op eller gået. Og rent psykisk, der tror jeg det gjorde noget ved ham. Benene føltes lidt tungere og vores tempo faldt. Og ikke lang tid efter kommer vi faktisk ned og går for første gang. Min far siger at han ikke har ondt nogle steder, men at han er træt.
Jeg bliver lidt bekymret for ham og vil derfor ikke presse for meget på til at vi skal op og løbe igen. Min far har siden årsskiftet haft hans søndagsture på +18 km og har desuden løbet to ture på 25 og en enkelt på 30 km. Så jeg VED at han kan. Men pga. vejret ser vi mange der dehydrer undervejs og som må hentes med ambulancer. Jeg tror min far bliver lidt bekymret for sig selv.

Min mor, lillebror og storesøster har heppet på os ved 17 og  24 km og havde planlagt at stå ved 41 km. Jeg ringer dog til min mor, da jeg kan se at min far har lidt krise på. Han synes der er MEGET langt hjem. De tre vælger at splitte sig op og ved 29 km kommer min lillebror imod os. Han vælger herfra at gå/løbe med os det meste af turen. Det var guld værd. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at få min fars humør op, men han kunne knap nok svare mig. Så at få lidt ekstra heppen af min bror hjalp lidt :)

Vi møder min mor omkring 34 km og med hendes “DU GIVER IKKE OP”, så beslutter vi os for at løbe lidt igen.

Min søster blev stående ved de 41 km og nedenstående billede illustrer stemningen meget godt:

IMG_1025

Vi KÆMPER, men begynder at kunne se målstregen! Jeg har fint med overskud, men min far er træt og udmattet.

Målstregen er på nuværende tidspunkt tæt på og vi kommer løbende i mål. En tid, der hedder 5 timer og 20 minutter. Desværre nåede vi ikke målet, men VI GENNEMFØRTE.

At være i gang i så mange timer, det er en hård fornøjelse. Og her i dagene efter, ja der er mine ben simpelthen så ømme at jeg knap kan gå ;) Min far derimod, han har et par vabler der driller, men benene er ligeså friske som de plejer.

Det bevidner nok lidt om, at min fars krop var fuldstændig gearet til at skulle løbe så langt. Den er vant til den hårde belastning og det har uden tvivl været varmen, der gjorde min far nervøs.

Det irriterer ham, at vi var nede at gå undervejs. Så vi er så småt gået i gang med planlægningen af løbet næste år. Hvem havde troet, at han skulle blive SÅ bidt af løb, at han planlægger endnu et marathon!? :D
Måske skal min onkel og min svoger også løbe med, nu må vi se om det er ligeså seje som min far ;)

Vi er i hele min familie helt høje ovenpå denne oplevelse. Det er helt unikt at kæmpe sådan en kamp med sin far. Den sejr vi fik sammen den dag, den er det hele værd!

Jeg har altid drømt om at komme fra en løbefamilie, hvilket jeg faktisk har fået skabt. Det er så fantastisk at kunne dele det med dem :)

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

9 thoughts on “Min fars første marathon

  1. Jeg dæleme i er så seje begge to! Den varme må have været dræbende og så på det første marathon! Forstår godt han blev lidt beklemt. Og fedt med den familiære opbakning og at han har mod på næste år!

  2. Din far er bare så mega SEJ! Det er I begge to. Hvor er du bare en fantastisk datter, jeg bliver også helt rørt at læse beretningen. Jeg så jer ved 10km ved Trianglen og råbte vist noget à la KOM SÅ TINE, haha! I så godt ud! :-)

    • Tak :) Jeg har stået for hans programmer. Første del af programmet har jeg lagt op her. Skulle du være nysgerrig for mere, så skriv, så lægger jeg noget mere op :)

      • Hej!! ja, sikke en fantastisk ting at gøre med sin far:-) Har du mulighed for at lægge noget mere op. Jeg er nemlig på udkig efter et godt løbeprogram og det program du har lagt op er lidt for let til mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *