Interview med Caroline fra Estilo

Det er længe siden der har været et interview her på bloggen og jeg har faktisk glæder mig rigtig meget til at præsentere jer for denne pige! Jeg synes hun har et rigtig inspirerende syn på sundhed og så har hun simpelthen en helt fantastisk smuk blog! Men det kan I selv læse meget mere om i nedenstående interview :)

Hej Caroline, vil du lave en kort præsentation af dig selv og din blog?

Det kan du tro, Tine. Jeg hedder Caroline, og jeg har bloggen Estilo, som jeg startede i november 2012. Jeg blogger primært om mode og sunde opskrifter. Og lidt om film, rejser, boligindretning og små diy-projekter. Min kæreste, Frederik, og jeg vendte i foråret hjem til Danmark efter at have boet i det sydlige Spanien. Lige nu arbejder vi på højtryk på at få indrettet vores nye hjem i Aalborg.

estilo-1

Hvad fik dig til at lave en blog og hvilke overvejelser havde du omkring det inden?

For et par år siden havde jeg bloggen Carows, som jeg desværre valgte at lukke ned ret hurtigt. Bagefter gik det op for mig, hvor glad jeg egentlig var for at blogge, så efter en lille tænkepause startede jeg Estilo. Det har jeg ikke fortrudt.

 

Hvad laver du når du ikke blogger og træner?

Så holder jeg i hånd med Frederik, ser film, eller også arbejder jeg på mine mange forskellige projekter. Jeg arbejder hjemmefra med søgemaskineoptimering og tekstproduktion til hjemmesider på dansk, engelsk og spansk – og så driver jeg webshoppen Korkshop.dk, som handler med miljøvenlige korkprodukter fra Portugal. Der er jeg i øvrigt ofte på ferie.

 

Hvornår har du det bedst i din krop?

Når jeg er mæt og veludhvilet – selvom det moderne svar sikkert er ”når jeg har trænet”. Jeg bryder mig virkelig ikke om at være sulten, og min krop reagerer meget voldsomt på det. Derfor sørger jeg også altid få at have nødder eller knækbrød på mig, når jeg er ude.

knækbrød1

Hvad er sundhed for dig, og hvad betyder det i din dagligdag?

Det er at være glad og frisk, når jeg vågner om morgenen. Og at have en god balance i kroppen. Jeg har aldrig været på slankekur – og jeg synes, det er dybt åndssvagt, at damebladene bruger så meget spalteplads på diverse smarte superkure. Det kan selvfølgelig være en måde at kickstarte et vægttab på, men for mig er det vigtigste at have en sund og stabil livsstil og at passe på min krop. Den skal jeg helst have det godt i mange år fremover. Det er derfor, jeg spiser sundt, motionerer og sover 9 timer hver nat. Ikke for at være en str. 34.

 

Hvilken motionsform foretrækker du og hvordan ser en typisk træningsuge ud for dig? 

Da jeg var yngre, dyrkede jeg ridesport på konkurrenceplan. Jeg tænker tit på, hvor fedt det er at få motion hver eneste dag ved at gøre noget, som man virkelig brænder for. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke har det sådan længere. Nu powerwalker jeg nogle gange om ugen med god musik i ørene, og så squatter jeg 1 gang om ugen. Lige nu med 40 kg. Vi har dedikeret vores kælderrum til et kæmpestort squat stativ, så vores naboer kigger lidt, når vi står dernede og pruster.

 

Hvad finder man altid i dit køleskab?

Vi har altid skyr, æg, grøntsager, frugt, appelsinjuice og pepsi max. Og så er fryseren fyldt med bær, kød og fisk. Og filur is.

 

Hvad spiser du typisk i løbet af en dag, og er der nogle bestemte kostråd du følger?

Jeg spiser helst ikke det samme til morgenmad flere dage i træk. Det skal jo gerne være lige så spændende som dagens øvrige måltider. I dag lavede jeg røræg, og i morgen laver jeg sikkert en smoothie af skyr og frosne bær. Til frokost spiser jeg typisk en pandekage af æg og banan (se nedenstående billede) og kød eller fisk med en stor bunke grøntsager til aftensmad. Vi gør generelt meget ud af maden herhjemme, og jeg værdsætter virkelig, at vi kan sætte os ned og spise god mad sammen 3 gange om dagen.

Jeg spiser aldrig kartofler, ris, brød eller pasta, når jeg er hjemme. Det har intet med kalorier at gøre – jeg er 164 cm og vejer lige under 50 kg, så jeg skal bestemt ikke tabe mig. Jeg kan bare ikke lide den følelse, det giver mig i maven. Og så drikker jeg ikke alkohol. Det stoppede jeg med permanent, da jeg fik kyssesyge som 16-årig.

pandekager

Hvad gør du, når du får lyst til noget usundt?

Så spiser jeg det. Jeg spiser som udgangspunkt sundt og har en god balance i kroppen, så det gør ingen forskel for min vægt eller samvittighed, hvis jeg spiser saltlakridser, eller bestiller burger på restauranten, eller spiser popcorn i biografen. Jeg bryder mig virkelig ikke om udtrykket ”at synde”. Det lyder jo helt religiøst. Det handler om at have en sund livsstil med plads til fornøjelser frem for slavisk at følge en diæt. Ellers tror jeg altså, man kører træt i det.

 

Tusind tak til Caroline bag bloggen Estilo! Jeg elsker at høre om andres syn på sundhed og bliver meget inspireret af det – det håber jeg også I blev! :) 

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

One thought on “Interview med Caroline fra Estilo

  1. Pingback: Outfit: Polkaprik og Popcorn

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *