Garmin Forerunner 610HR

IMG_91192

Til denne model medfølger oplader, brugsvejledninger, pulsbælte samt ANT+ usb-stick. Jeg synes det er fedt, at uret kan oplades og jeg derfor slipper for at købe batterier hele tiden! Uret kan holde strøm i op til 8 timer, hvor gps er slået til (men op til 4 uger uden gps).

uret

Selve uret er lavet af metal/plastik og skærmen af glas med et trykfølsomt skærm system. Derudover er der også tre knapper på siden af uret. Én i venstre side, som er power-knappen men fungerer også som knap til nattelys i skærmen. Nattelyset har jeg allerede haft meget glæde af, da jeg nogle hverdagsaftener løber ved en 9-tiden. Jeg forudser derfor at det er en funktion jeg bliver rigtig glad for når det begynder at blive mørkt udenfor tidligt om aftenen. På højre siden af uret er der to knapper: en ”start/stop”-og ”lap/reset”-knap. Deres funktion giver lidt sig selv, men reset-knappen skal holdes inde i 3 sekunder for at gemme filerne efter endt træning. Derudover er der på touch-skærm to knapper, hvor den ene er hovedmenuen og den anden er en ”tilbage”-funktion.

Når man første gang tænder uret er der allerede lidt strøm på (hvilket er lækkert når man er alt for ivrig i at prøve det!). Selve opsætningen er yderst simpel og kræver blot at man taster sprog, alder, køn og tidsformat (12/24 timer) ind. That’s it :) Selve navigationen sker som før beskrevet via urets touch-skærm, som fungerer super godt og er nemt at finde ud af.

Når man tænder uret begynder det automatisk at søge forbindelse til satellitterne, hvilket tager op mod et minut. Det er vigtigt at man har nogenlunde frit udsyn mod himlen for at den kan få forbindelse. Skal man træne indendørs, så kan man lynhurtigt stoppe søgningen og sætte den til indendørs træning.

IMG_9105

Som I nok kan læse, så har jeg har haft fantastisk glæde af det indtil videre, men jeg må indrømme, at jeg har faktisk mest brugt de almindelige funktioner. Hvilket lidt er en skam, for dette ur kan simpelthen SÅ meget. Man kan f.eks. løbe mod sine tidligere tider. Det vil sige, at man kan vælge en tidligere træning og faktisk dyste imod sig selv. Uret viser så en træningsside, hvor man kan se tiden og distancen, som man enten er forud eller bagud i forhold til den tidligere træning. Hvor sejt er dét lige? Den funktion hedder Virtual Racer og kan faktisk også benyttes til at løbe mod sine venners tider osv. Garmin har nemlig en onlineside, der hedder Garmin Connect, som man kan melde sig til, hvis man har et af deres gadgets. Derinde kan man se en masse detaljer om sin træning og nemt overføre sine data til andre steder som f.eks. Endomondo. For at vise jer lidt af det man kan derinde, så har jeg klikket mig ind på dataene for mit marathonløb:

garmin-14.10.13'

Inde på Garmin Connect er det desuden også muligt at finde sine venner, opmåle ruter, laver rapporter over sin træning og meget, meget mere :) Der er med andre ord rig mulighed for at nørde sin træning helt vildt! ;)

Man kan også planlægge en træning, hvor man angiver varighed (enten i forhold til tid, distance, kalorier eller puls) samt mål (pulszone, hastighed, tempo og kadence). Så angiver uret via bip og vibration under løberuten, hvordan det står til ift. at nå målet. Det er virkelig en smart funktion, som er oplagt at bruge til intervaltræning, men også til LISS, hvor man kan sørge for at være i den rette pulszone hele tiden.

Der følger en meget lille usb-stick (som vist kaldes for ANT+) med. Når denne sidder i computeren, så skal man blot have sit ur tæt på (mener det er ca. 1,5 m fra computeren) og så overføres dataene fra uret helt automatisk til Garmin Connect. Det er med andre ord virkelig nemt, især fordi ANT+-sticken fylder så lidt, at jeg faktisk altid har den siddende i computeren. På den måde overføres alle data uden at jeg skænker det en tanke :)

sider

Løbeuret er så smart, at det indeholder fem ‘sider’, hvor der først er en forside. På ovenstående billede har jeg vist jer et eksempel på en af mine ‘sider” og hvor nemt og hurtigt det er at justere dem samt hvor mange funktioner de skal vises. Jeg gør det nogle gange under løbeturen. Der er simpelthen så mange forskellige parametre man kan vælge, at jeg ikke altid kan beslutte mig på forhånd. Jeg har nogle faste indstillinger som pace, kadance, tid, kalorier, distance og puls og så kan jeg finde på at justere på ‘elevation’, altså hvor højt oppe jeg løber, ‘time elapsed’, hvor lang tid der er igen (er især smart ved intervaltræning) samt ‘Avg. lap’, som angiver min gennemsnitshastighed pr. km.

Forsiden kan ikke justeres og viser tid, ugedag og dato. Denne forside vises automatisk når uret går på strømbesparelse og skærmen låses (dette gør den kun hvis der er trykket på startknappen).  På det allerførste billede i indlægget kan I se forsiden :)

IMG_0647

Et par funktioner, som jeg synes bør nævnes er lys-funktionen, som er genial i disse vinter-tider. Jeg har forsøgt at tage et billede af det for at vise hvor kraftigt det lyser op. Det er selvfølgelig svært at vurdere ud fra et billede, men det fungerer altså bare super på løbeturen! Derudover synes jeg også det bør nævnes, at uret kan indstilles til auto-pause og 1 sekunders-optagelse af positioner. Som er to nye funktioner for denne model, som er super smarte til by-løb.
Autopause funktionen er super smart hvis man løber meget i byområder, hvor træningen kan blive afbrudt af lyskryds osv. Er denne funktion slået til, så pauser uret automatisk, når hastigheden er under et valgt niveau. Mulighed for 1 sekunders-optagelser af positionen er en funktion jeg slog til med det samme. Normalt gemmer uret lokalitetspositioner mellem hvert 3-6 sekunder. Med 1 sekunders-optagelser gemmes der hvert sekund, hvilket giver en mere præcis gengivelse af ruten. Det er altså ret smart, hvis man løber korte distancer, hvor man tit vender rundt og løber tilbage.

4 thoughts on “Garmin Forerunner 610HR

  1. Pingback: En pose blandende bolsjer |

  2. Pingback: Garmin Forerunner 610HR del 2 | FITinspiration

  3. Pingback: Currently crushing on ❤ | FITinspiration

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *