Blod, sved og tårer – langdistance løb

Først og fremmest, så vil jeg gerne sige tusind tak for alle de kommentarer til gårsdagens indlæg! De mere personlige indlæg kan godt kræve lidt mod inden der bliver trykket på “udgiv”-knappen. Jeg er dog rigtig glad for at det blev udgivet, for det virker til at rigtig mange kunne relatere til mine egne tanker.DSC00900

Dagens indlæg kommer til at handle om langdistanceløb og tager igen udgangspunkt i mine egne oplevelser. I forbindelse med min konkurrence om et par 2XU tights, så kan jeg nemlig i kommentarfeltet se, at RIGTIG mange af jer har planer om både halvmarathon og hele marathon. Det er som om det er blevet det helt nye sort. Jeg har veninder, som altid har HADET løb, men som nu også har planer om halvmarathon. De er nok egentlig påbegyndt deres løbetræning fordi de på de sociale medier kunne se hvor mange der løb og hurtigt er de selv blevet bidt af det. Som jeg skrev i indlægget i går, så er tal ekstremt målbare og derfor tror jeg mange bliver fanget af løb. Du kan efter løbeturen hurtigt få et billede af hvordan dagsformen har været. Enten har du løbet hurtigere og/eller længere end du plejer, hvorefter du så kan klappe dig selv på skulderen eller også har du løbet langsommere og måske blevet nødsaget til at stoppe før det planlagte. Det vil for mange være lidt af en nedtur, men nok også en motivation til næste træning. Med andre ord, så ønsker de fleste at se fremgang med deres træning og mange presser sig derfor til hver eneste træning. Det vil man hurtigt få rigtig gode resultater af, men det kan også hurtigt føre til skader. Så igen vil jeg mene det handler om at værne lidt mere om sin krop og det er også budskabet med indlægget.
DSC00533For at tage udgangspunkt i mig selv og mine oplevelser, så kan jeg fortælle, at jeg for første gang nogensinde har oplevet at være skadet. Det kom helt bag på mig, da jeg faktisk har løbet siden jeg var 13 år og for 10 år siden løb jeg mit første halvmarathon, der sidenhen er blevet til mange flere. Jeg har aldrig været optaget af tiderne, men blot nydt turene og de mange km. De sidste mange måneder har dette dog ændret sig. Jeg har sammen med Susan trænet op til CPH Marathon d. 18. maj 2014, hvor vi til hver eneste træning har givet alt hvad vi kunne. Mine løbetider har aldrig været så gode som nu, jeg har elsket træningen og det har været en kæmpe motivationsfaktor at følge progressionen. Desværre har det kostet mig dyrt. Til trods for at jeg for første gang har fulgt et professionelt planlagt træningsprogram, så pådrog jeg mig for nogle uger siden en overbelastningsskade. I starten undrede det mig helt vildt! Jeg løb jo mindre end jeg førhen har gjort, jeg løb aldrig to dage i træk og jeg spiste korrekt, så hvordan kunne det dog ske? Svaret på det ligger nok i min træningsintensitet. Jeg har VIRKELIG presset mig selv på hver eneste tur (og mere end hvad programmet anbefalede ift. VO2 max)! Tidligere oplevede jeg sjældent muskelømhed efter løb. Tværtimod var løbeturene mit middel til at løsne musklerne f.eks. dagen efter styrketræning. I det nye program har min krop været træt efter løbeturene og jeg har oplevet muskelømhed den efterfølgende dag. Jeg har altså ikke formået at passe særlig godt på min krop og derfor har den reageret som den gjorde.
DSC00535

Min overbelastningsskade var heldigvis kortvarig, det tog mig kun 16 dage at komme mig, hvor jeg så slet ikke løb. Så om det reelt set betegnes som en skade, det ved jeg ikke. Jeg fik den røntgenfotograferet med det samme for ikke at skulle gå i det uvisse. Men skade eller ej, det er underordnet i denne sammenhæng, for jeg tror jeg kom igennem mange af de samme tanker som skader kan føre til. Det var simpelthen frygteligt at gå i uvisheden omkring en eventuel aflysning af marathonet og det har i høj grad været en øjenåbner for mig! Jeg brugte faktisk en hel dag i sengen og tudbrølede – overreaktion? Måske, men løb har en kæmpe betydning for min daglige velvære (og i kampen mod min migræne) så at evt. skulle undvære det i op til 8 uger, det kunne jeg ikke lige overskue eller forholde mig til. Når jeg tænker lidt over det, så er der også noget positivt ved at få en sådan øjenåbner (intet er så skidt, at det ikke er godt for noget) for jeg har virkelig fundet ud af hvor meget løb egentlig betyder for mig og jeg er blevet mindet om at passe på mig selv undervejs!

Den erfaring vil jeg rigtig gerne dele med jer og forhåbentlig sætte lidt tanker i gang. Jeg kan sagtens forstå hvorfor man føler behovet for og lysten til at udfordre sig selv og løbe langdistancer. Jeg håber dog inderligt, at I alle sørger for at lytte til kroppens signaler og ikke presser jer selv mere end hvad godt er. I får kun den krop I nu engang har, så arbejd nu MED den og ikke IMOD den. Når man træner op til langdistance, så bør man være ekstremt påpasselig med hvor meget og hvor hurtigt man øger sine distancer! Har man aldrig løbet på ugentlig basis før, så skal man tænke på at det er en helt ny form for belastning man udsætter sin krop for. Hver gang man lander får sener, muskler og knogler mange stød med høj belastning og derfor er det noget man varsomt skal vænne kroppen til. I starten af Susan og mit løbeprogram øgede vi kun distancerne med 1 km pr tur pr uge. Det var beregnet med henblik på at vi begge tidligere har løbet meget. Er man nybegynder tyder alt på at endnu langsommere progression er vigtigt! Så vær realistiske i jeres målsætninger! Kroppen skal simpelthen kunne følge med ellers risikerer I at ende med rigtig trælse skader, der kan være svære og yderst frustrerende at komme af med igen.

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

3 thoughts on “Blod, sved og tårer – langdistance løb

  1. Lider selv af kronisk skinnebensbetændelse og kommer nok aldrig til at løbe igen! Øv, det er virkelig det jeg brænder for, og nogen gange må man gerne bare græde over det ;)

  2. Godt og inspirerende indlæg. Jeg tvinger også mig selv til kun langsomt at øge det antal kilometer, jeg løber. Men det er så svært, og derfor er det rart at høre, at der er andre, der har samme tanker om risikoen for skader og det at gå langsomt frem (var selv skadet i mit knæ for to år siden, og jeg havde en hel måned (!), hvor jeg hverken kunne gå eller køre bil, fordi mit knæ var så ømt).

  3. Det er også så utrolig fristende at presse sig selv, hver gang man skal ud og præstere. Jeg har også svært ved at holde mig selv tilbage, når jeg træner distance, men jeg ved jo godt inderst inde, at mullerne og ledene har bedst af at jeg følger programmets belastning.
    ØV at høre at du endte med at blive skadet. :/ Jeg fik løberknæ, da jeg forsøgte mig med mit første marathon. Udgik ved 26 km, og jeg brugte resten af dagen på skiftevis at tudbrøle og være rasende. Det er et nederlag, men heldigvis lærer man (med sine skader) at tiden heler, og det var en hård lektie. Håber at du kommer til at deltage i CPH!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *