At løbe.

I forbindelse med min overbelastningsskade i benet, der jo desværre har frarøvet mig en masse løbetræning, så har der været en masse følelser med indover. Jeg tror på et positivt livssyn er med til at give øget livsglæde, så udadtil har jeg nok virket lidt mere okay ift. hele løbesituationen end hvad sandheden egentlig har været. Jeg er klar over at løbetræning ikke ligefrem er en glæde for alle, men for mig er løb meget mere end blot træning. Jeg har i 7 år været hårdt ramt af migræne, men de sidste par år har jeg kunne holde den fuldstændig i skak ved at løbe når jeg har kunne mærke at kroppen har haft brug for det. På et tidspunkt begyndte jeg faktisk at tro, at min migræne helt var forsvundet og at det slet ikke var pga. mine løbeture, at jeg ikke havde haft nogle anfald. Det fik jeg desværre lært på den hårde måde, at løbetræningen ER min medicin. For jeg har i løbet af de sidste fire uger haft symptomer på migræne flere gange, haft et enkelt anfald (på lige knap tre dages varighed) og har flere gange måtte overgive mig til sengen og et par piller for at tage migrænen i opløbet. Det er mere end hvad jeg har oplevet de sidste to år.Løberen

Udover at løbetræningen hjælper mig ift. migræne, så har den også en kæmpe psykisk faktor for mig. Jeg ved ikke noget bedre end at løbe en lang tur i skoven søndag morgen. Det er så befriende og noget jeg virkelig værdsætter. Her er der frihed til at lade tankerne få frit løb og det er ofte på disse ture, at jeg har fået aha-oplevelser og gode idéer. Derudover så hjælper naturens skønne omgivelser (jeg løber i skoven langs vandet) og friske luft til at give et energiboost uden sammenligning.

Desuden, så har jeg det sidste års tid fået øjnene op for konkurrence-løb. Det er aldrig noget jeg tidligere har skænket en tanke. Jeg har altid løbet alene, uden ur og med det eneste formål at nyde turen.  Men efter at jeg sidste år satte løbsmålsætninger med Susan, så har jeg virkelig fået øjnene op for hvor hyggeligt det er at løbe sammen og hvor fed en stemning der kan være til et officielt løb og ikke mindst, hvor sjovt det er at træne op til et løb og en målsætning. Et konkurrence-element jeg egentlig ikke troede var noget for mig, men hvor jeg har overrasket mig selv ved at synes om det :)

Så som sagt, så er løb mere end blot træning for mig. Derfor gør min skade mig også dagligt ked af det. Fra jeg fik skaden og 10 uger frem gik jeg hver dag og håbede at jeg alligevel kunne løbe CPH Marathon. Jeg håbede indtil det sidste og drømte flere nætter at skaden bare havde været et mareridt og at det nu var løbsdagen, hvor jeg sagtens kunne løbe. Til hver løbetræning jeg missede pga skaden blev jeg ked af det og og til tider har tårerne da også fået frit løb. Selvom jeg synes det var vanvittig fedt for Susan, at hendes løbetider bare blev bedre og bedre for hver træning, så gjorde det også ondt. Det er ikke spor pænt af mig at skrive, det ved jeg godt, men det er sandheden. For jeg kunne da godt regne ud at for hver dag jeg var skadet blev jeg dårligere og modsat, for hver dag hun trænede blev hun bedre. I skal tænke på, at jeg på daværende tidspunkt stadig troede jeg kunne gennemføre marathonet sammen med hende. Det ville derfor også betyde, at jeg virkelig skulle have et godt løb for at kunne følge med hende hele vejen.

CPH marathon blev jo ikke en mulighed for mig, men jeg var stadig fast besluttet på at skulle støtte Susan hele vejen. Weekend-turen i København var virkelig hyggelig og jeg gik all-in på marathonoplevelsen! Vi var afsted med to andre der også skulle løbe marathon, så der var jo tabletter, gels, energidrikke, pasta og andre kulhydrater alle steder i lejligheden, sommerfuglene fløj rundt i maverne og løbesættene blev sirligt lagt frem.

CPH MArathon 2014

På løbsdagen for marathonet sendte jeg, pavestolt og faktisk helt rørt, Susan afsted og så hende komme godt fra start. Jeg sendte sms’er til hendes forældre og kæreste med billeder og en update og jeg havde det faktisk helt cool med ikke at skulle løbe. Eller det forsøgte jeg at overbevise mig selv om. For der var da bestemt ingen tvivl om hvor jeg allerhelst ville være på daværende tidspunkt! Og det kom bestemt også til udtryk da jeg stod og heppede på Trianglen ved de 31 km. Her blev jeg sgu lidt ked af det. Og da jeg efter løbet hører hvordan det hele var forløbet og at hun besvimede ved de 32-33 km, så var jeg virkelig ked af at jeg ikke havde været ved hendes side som planlagt. Men Susan gennemførte trods omstændighederne og hendes stolthed og glæde var smittede :)

Susan levsundt

Her efter marathonet havde jeg egentlig regnet med at jeg kunne slappe lidt mere af og fokusere på noget andet end løb og tage genoptræningen når løbelysten en gang var tilbage. Men løbelysten forsvandt ikke på noget tidspunkt og ønsket om at løbe andre officielle løb er større end nogensinde. Derudover er der efterhånden kommet rigtig mange forskellige officielle løb til, som det jo lige er sæson for nu! Så når man ikke kan eller må løbe, så kan det til tider godt føles som om at ALLE lige pludselig er begyndt at løbe. Det betyder jo også, at jeg næsten dagligt via diverse sociale medier bliver mindet om at jeg ikke bare lige kan løbe 10 km som alle mine seje veninder gør. Og det kan godt føles lidt som at få en våd klud i ansigtet. Det er selvfølgelig ikke hensigten fra folk og jeg er da også rigtig glad på deres vegne, jeg ved jo godt at man har det fantastisk efter at have løbet 10 km. Men misundelse er en grim ting og jeg vil lyve hvis jeg fortalte at jeg ikke var misundelig over at de problemfrit kan løbe 10 km. Jeg ved godt at jeg også kommer til det på et tidspunkt, men der kommer til at gå lang tid. Heldigvis har især kæresten og Susan været virkelig opbakkende ift. min genoptræning og lige nu må jeg faktisk løbe 1 km tre gange om ugen. Så jeg væbner mig med masser af tålmodighed og fokuserer i mellemtiden på det positive, at jeg nu er igang med genoptræningen og at den indtil videre (syv-ni-tretten) går godt! :)

Derudover har jeg ikke mistet heppe-gejsten helt, så jeg kommer da også til at heppe næste weekend, hvor der er Aarhus City Halvmarathon :) Løberne kommer lige forbi mine forældres hus, så der vil jeg side og nyde et stykke af mors hjemmebagte kage imens jeg ser folk komme svedende forbi omkring de 16 km ;) Vink lige hvis det er en af jer der kommer løbende forbi – måske I får et stykke kage med på vejen, haha.. :)

Selvom dette indlæg var af en mere negativ karakter og sandheden ikke altid er lige pæn, så synes jeg det var vigtigt at belyse bagsiden også. For jeg tror næppe jeg er den eneste, der har siddet med sådanne følelser? Kan forestille mig at man som skadet fodboldspiller, håndboldspiller osv. har det på samme måde?

Jeg håber virkelig ikke at andre skal opleve hvor surt en overbelastningsskade kan være, så jeg derfor vil jeg på rigtig mor-agtig-vis lige afslutningsvis minde jer alle om at stoppe op og lytte til jeres kroppe. Husk vi skal være i den resten af livet, så pas nu godt på den <3

Løberen

Share on:
Share on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

17 thoughts on “At løbe.

  1. Dejligt med en ærlig beretning! Jeg har det på samme måde – i går aftes skulle jeg have løbet mit første maraton, som jeg også har måttet droppe pga. en skade. Jeg var inde i byen for at se på det hele og hold da op, hvor blev jeg misundelig! Stemningen var så fed, og hvor ville det bare være fedt at være med i stedet for at stå ved målstregen og føle sig tyk, mens jeg spiste en crépe med banan og nutella (men den smagte nu godt) ;-)
    Jeg krydser fingre for din genoptræning og håber selv på at blive klar til halvmaraton og maraton i september! :-)

    • Åh, hvor er jeg ked af at høre, at du har måtte have samme oplevelse, men krydser fingre for at du når at blive klar til september :-)
      Jeg har selv gået med et lille håb om et marathon til september, men har efterhånden aflyst så mange løb nu, at jeg ikke har lyst til at skuffe mig selv endnu en gang. Så jeg tager det hele som det kommer :-)

  2. Åh søde Tine – det er helt ok med indlæg som ikke kun er positive :-)
    Du er nemlig slet ikke den eneste der har det på den måde. Jeg har åbenbart væske i mit højre ankelled efter en kraftig forstuvning for et år siden og lægens dom var 2 måneders total ro og så langsom genoptræning – og så måske… Den efterfølgende uge blev jeg sur og ked af det, når nogen kom løbende. Desværre bor jeg lige ned til brabrandstien, så det sker altså tit at folk kommer løbende. Især nu når vejret er blevet godt – og ok, jeg vil jo også selv gerne. Den ene dag havde jeg en total off-day, som betød at jeg i et kort øjeblik opfattede det som en personlig fornærmelse, at alle omkring mig kunne løbe. Haha. Heldigvis gik det hurtigt over. Min pointen (hvis du stadig læser med :b) er vidst bare, at det er helt naturligt at blive ked af det og synes det er lettere uretfærdigt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stor en kamel det har været at sluge, når løb har været en del af din dagligdag de sidste 7 år.. og slet ikke når migrænen vender tilbage også. Øv.

    Jeg krydser fingre for, at din genoptræning går som den skal! :) .. og 3×1 km pr. uge uden problemer er flot taget i betragtning af, at du ikke kunne gå uden smerter på et tidspunkt.

    • Tusind tak for din kommentar <3 Det med at skule lidt hen på folk der løber, den har jeg også været igennem ;) Der er virkelig også mange løbere i mit kvarter..
      Selvom dit forløb også lyder langt, så må det være rart at få en præcis konstatering af hvad det er :) Mit er desværre lidt mere diffust og jeg tror også det er derfor mine genoptræningerne har været mislykkedes, for hvis man ikke helt præcist ved hvad man skal være særlig opmærksom på, så kan det hurtigt gå den forkerte vej igen..
      Så rigtig mange gange held og lykke når du kan begynde genoptræningen – og i mellemtiden, sp vil jeg nyde mine 1 km ture, for du har helt ret, det er rigtig flot at jeg overhovedet er nået så langt nu :)

  3. Jeg kan så meget sætte mig ind i dine tanker!
    Jeg er selv i gang med 2. genoptræning og det er virkelig ikke det fedeste, at jeg ikke bare kan løbe som jeg har lyst til. Og ja, misundelse er en grim ting, men jeg kender også til den…
    Det positive sind er helt klart også mit redskab og troen og håbet på, at det nok skal blive bedre :-)

  4. Jeg har genoptrænet siden april 2013 mod skinnebensbetændelse, som åbenbart ikke gider forlade min krop. Måske kan I ikke løbe, men jeg kan ikke løbe, gå lange ture (heller ikke engang tage på en shopping tur med mine veninder), cykle, crosstraine – you name it. Jeg kan faktisk ingen form på cardio og heller ikke rigtig styrketræning optimalt. Jeg var begyndt at styrketræne mine ben, men nu har jeg fået ondt i mine knæ + jeg har ondt i min skulder, så alt overkropstræning er også på standby… Tror jeg har endnu mere ondt af mig selv, men jeg synes faktisk heller ikke, at jeg har fortjent :-)

    Min pointe er bare, at vær glad for I det mindste kan gå/cykle/ styrketræne osv. :D

    • Åh hvor er det bare frygteligt :( Har du været til fys med det?
      Jeg har nu også haft perioder hvor jeg ikke engang kun gå 1 km uden smerter, så jeg ved desværre godt hvordan det føles og værdsætter virkelig også at jeg er så meget i bedre at jeg overhovedet kan løbe lidt igen.
      Håber virkelig du får styr på alle skavankerne :-)

  5. Nogen gange er tingene bare ikke fair!
    Jeg har selv døjet med skinnebensbetændelse, og dete tog mig et år at komme ordentlig i gang igen.
    Jeg blev sku lidt bitter i det år, bitter over at mine ben ikke ville som jeg ville, men også bitter på de mennesker der ikke værdsatte at de faktisk kan løbe. Ved godt det er forkert at have det sådan, og at alle mennesker ikke SKAL løbe bare fordi deres krop er i stand til det, men jeg var godt og grundig misundelig og sur over min egen situation.
    Heldigvis går det bedre, og hvis jeg ser dig sidde og spise kage på sændag, så løber jeg forbi og snupper et stykke :D

  6. Du og Susan er simpelthen bare en kæmpe inspiration – tak for det! Jeg fik selv øjnene op for løb for et års tid siden, og løb mit første halvmarathon (sammen med jer) sidste år i Århus. Jeg skal løbe igen på søndag, og vil glæde mig til opbakning ved de 16 ;-) . Jeg tror også i har været en stor del af inspirationen til, at jeg pønser på at løbe mit første marathon næste år. Det er bare så skønt at læse om jeres kampgejst og støtte til hinanden!
    Prøver egentligt bare på at sige tak! :-)
    Ps. Hvor er det træls for dig med den overbelastning, jeg krydser fingre for at genoptræningen kommer til at forløbe sig uden problemer!

    • Hvor er det bare skønt at høre, tusind tak! :) Jeg ønsker dig alt held og lykke med dine fremtidige løb og lover at heppe en masse ved de 16 km ;)

  7. Hej Tine,
    Jeg har via Bloglovin fulgt dig længe.
    Jeg er bare begyndt at kede mig herinde, og synes det er super ærgerligt.
    Jeg tillader mig derfor – som læser – at give lidt konstruktiv kritik.
    Efter din veninde Susan har fået blog, har jeg mistet ideen om hvem du er, og hvad du står for.
    Alle dine indlæg handler isoleret og hende og dig. Jeg mærker ikke DIG som blogger længere.
    Jeres julekalender, jeres træning, jeres marathonløb, jeres fælles GymBag projekt osv.
    Det er SÅ ærgerligt!:) Jeg følger med lidt endnu, men ville som trofast læser give lidt feedback på hvorfor jeg måske un-follower i fremtiden.

    • Tusind tak for din kommentar, den sætter jeg kæmpe pris på!
      Jeg kan sagtens følge dig i det du skriver og forklaringen på det ligger simpelthen i at jeg laver stortset alt i selskab med Susan for tiden. Jeg vil dog tage din kommentar til mig og have det i baghovedet fremover :) Så tusind tak for din konstruktive kritik, den er som sagt utrolig værdsat!

  8. God aften,

    jeg kan faktisk godt forstå, at du er ærgerlig over din skade og at du ikke kan træne det du plejer.
    Migræne er iltmangel til hjernen, så jeg kan godt tænke at træning fører bedre ilt med rundt i kroppen og dermed hjælper på at dæmpe din migræne.

    Jeg håber du kommer dig, så du kan træne igen.
    jeg var ude for en ulykke, så købte mig en Vibrations træne maskine, så står jeg bare på den og bliver motioneret stille og roligt. 10 min. på den svarer til ca. en halv times god træning.
    Du skulle prøve den, koster ca. 4000 kr.

    Vil du prøve at vinde nogle sunde produkter, så er der lidt fra Hoffbeck blog:
    http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/05/vind-produkter-fra-bodycollectiondk.html

    Virker linket ikke, så tryk på mit navn:-)
    Hilsner fra Marie

  9. Årh hvor jeg dog kender det. I marts måneder fik jeg hælspore og døjer stadig voldsomt meget med det. Det eneste man har lyst til, er bare at spænde løbeskoene på, og bare nyde vejret og de grønne omgivelser, men det er også bare det eneste, man ikke kan… Den jalousi og “vrede” du skriver om, kæmper jeg også med hver dag – både når jeg ser andre løbere, og når min kæreste er igang med at træne op til halvmarathon søndag (dét, der startede som mit projekt). Jeg tror, det er ganske normale følelser – så absolut intet at skamme sig over; det er bare positivt, at du kan sætte ord på det, og ikke “gemmer det indeni”. Jeg håber, du snart kommer over din skade og inden længe, kan komme ud og løbe igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *